Dagrofa Foodservice udpeger ny direktør til central strategi-rolle
Julie Simone Boesen er tiltrådt som ny HR-direktør i Dagrofa Foodservice.
Den 2. juni havde Julie Simone Boesen første arbejdsdag i spidsen for HR-funktionen. Med sin erfaring inden for både strategisk og operationel HR skal hun spille en central rolle i virksomhedens ambitioner om vækst og kulturudvikling.
Det oplyser Dagrofa i en pressemeddelelse.
– Jeg er sikker på, at Julie kommer til at passe rigtigt godt ind hos os, hvor hun får en central rolle i arbejdet med at realisere vores nye strategi Gro’27 og at sikre yderligere forankring af kulturprogrammet ’Vores Måde’. Gennem sit drive, kompetencer og engagement skal Julie bidrage til, at vi som organisation på ordentlig vis er gearet til vækst og udvikling, udtaler Laura Marie Larsen, koncern HR-direktør i Dagrofa.
Julie Simone Boesen har tidligere arbejdet med kulturforandringer, strategisk udvikling og kommercielt funderet HR i virksomheder som medicinalselskabet Lundbeck, teknikentreprenøren Kemp & Lauritzen og senest Håndverksgruppen Danmark. Hun bringer også brancheerfaring med sig fra en tidligere rolle hos Conaxess Trade – en af Dagrofa Foodservices leverandører.
Den nye HR-direktør udtrykker stor motivation for sin nye rolle, hvor hun ser frem til at understøtte både menneskelig og forretningsmæssig udvikling i Dagrofa Foodservice.
– Personligt brænder jeg meget for at hjælpe både mennesker og forretningen med at bevæge sig i den rigtige strategiske retning. Derfor kaster jeg mig nu nysgerrigt over at blive klogere på alle dele af Dagrofa Foodservice og på, hvordan vi fra et HR-perspektiv bedst muligt kan understøtte virksomhedens markante vækstambitioner, udtaler Julie Simone Boesen.
Julie Simone Boesen er 36 år, uddannet cand.merc.(kom.) fra CBS og bosat i København. Hun afløser Desirée Breel, som har fået nyt job som HR-direktør i Brødrene Dahl.